”Man hører så meget om alle dem, der har fødselspsykoser, men der er aldrig nogen, når det kommer til stykket”

Endnu et eksempel på listen over bemærkninger, der i situationen fik mig til at tabe mælet. Den faldt, da jeg var kommet hjem fra den lukkede afdeling, hvor jeg var blevet indlagt med en lidt forsinket fødselspsykose, det var første gang, jeg var syg og indlagt. Det var tydeligt, at sundhedsplejersken var tilfreds med endelig at have mødt en klient med denne diagnose.

Selv syntes jeg ikke, der var så meget positivt at sige om sygdomsforløbet. Jeg var begyndt at blive syg, da min søn var ca 8 måneder. Han nægtede at spise grød eller vælling, så jeg ammede ham på fuld tid, og efterhånden som han voksede, skulle der jo mere og mere mælk til. Set i bakspejlet var jeg derfor udmattet og stresset over at skulle sidde og amme i Zoologisk Have, i parker, i byen, overalt, og jeg skulle have slået bremsen i. Men det gjorde jeg ikke, og så en dag, mens jeg sad med ham, fik jeg pludselig den idé, at jeg havde ødelagt hans ører, fordi jeg af og til, når jeg ammede ham, havde pillet ørevoks ud af dem. Fra en fiks idé voksede denne tanke til en form for besættelse, og selv om min mand var skeptisk, endte det alligevel med, at vi tog på skadestuen, for for mig var det akut, der skulle gøres noget.

På skadestuen kom vi ind til en venlig læge, der hørte min hektiske udlægning af det, jeg mente, var sket og som jeg var ansvarlig for. Da han havde lyttet lidt, sagde han, at han var sikker på, at jeg ikke havde gjort noget alvorligt, for hvis jeg havde gjort min søn ondt, ville han have skreget eller grædt som reaktion. Denne konklusion ville muligvis have beroliget mange og gjort dem lettede, men ikke mig. Jeg svarede, at jeg måske havde overhørt min søns protester og bare var fortsat med at pille. Da han havde hørt denne forklaring, mente lægen bestemt, at det var mig, der var noget galt med, og han sendte os nu over på psykiatrisk skadestue. Der gentog jeg min stålsatte historie for den vagthavende psykiater, som heller ikke mente, det lød plausibelt. Jeg begyndte nu også at lufte min formodning om, at min søn slet ikke kunne lide mig, men prøvede at slippe væk fra mig. Heller ikke denne antagelse bed lægen på. I stedet fik han det arrangeret sådan, at vi alle tre kunne overnatte på skadestuen og se, hvordan tingene så ud, når vi havde sovet.

Næste dag var jeg helt fra den. Jeg nægtede at sidde med min søn og amme ham, selv om en sød sygeplejerske prøvede at lægge ham til. Jeg var nu besat af tanken om, at der var noget helt galt med min søn, at han var en slags djævlebarn, som jeg overhovedet ikke længere kunne rumme eller have noget med at gøre. Jeg var nu indlagt på lukket afdeling og lå anspændt i fosterstilling med mine hårdt spændte og betændte bryster, da mine forældre ankom fra Jylland, totalt bekymrede og forskrækkede over min tilstand. Jeg kan ikke huske så meget mere end, at en rar mandlig sygeplejerske fortalte mig, at de næste dag ville give mig elektrochok for, at jeg kunne få det bedre. Det havde jeg aldrig hørt om, og jeg var sikker på, jeg skulle have det hvide snit, en frygt, der har forfulgt mig mange gange siden, hvor jeg har været indlagt.

Min søn fik en kold tyrker og gik hårdt presset over til grød og vælling. Jeg syntes, jeg hørte ham græde, når jeg lå på mit hospitalsværelse, og denne tro har også været genkommende ved senere hospitalsindlæggelser, hvor den har blandet sig med andre indbildte men for mig virkelige stemmer. Og jeg tror, sundhedsplejersken var den eneste, min sygdom gav mening for…