En film med et godt formål

Så blev jeg filmstjerne! Jeg får jo forebyggende ect-behandlinger en gang om ugen på Rigshospitalet, og for nylig blev jeg derude spurgt, om jeg ville medvirke i en dokumentarfilm om ect-behandlinger. Jeg er jo meget åben om min sygdom og min behandling, og jeg syntes, det var en rigtig god idé, så jeg sagde straks ja. Det er en ung, lovende filminstruktør, der hedder Benjamin Fischermann, som står bag filmen, og ham fattede jeg fra første færd sympati for. Han er dygtig og engageret. Han går på filmskole i London, og i første omgang er det meningen, filmen skal bruges som led i hans uddannelse. Men på sigt vil han gerne offentliggøre den, måske først på filmfestivaler, og det synes jeg da, er en rigtig god idé.

Nu har han optaget den, og det var en meget spændende og interessant proces at være med i. Han interviewede mig, filmede mig under behandling og filmede min snak med sygeplejersken Trude, som arbejder på Riget, og som jeg jo har kendt i mange år. I filmen optræder både patienter og behandlere. Benjamin synes jo, der er så mange fordomme om ect, og dem håber han at være med til at aflive med filmen. Bare det lykkes, for jeg synes jo, han har ret. Jeg møder også mange negative holdninger og uvidenhed, når jeg fortæller, at jeg får ect-behandlinger. Man skal nok ikke undervurdere filmen Gøgeredens stadige påvirkning, selv om den efterhånden er gammel. Folk tror jo nærmest, man får det hvide snit.

Jeg har jo faktisk meget positive erfaringer med behandlingen. Jeg synes kun, jeg har få bivirkninger af den. Den påvirker godt nok hummelsen, og det er selvfølgelig træls, men det er ikke så galt, at jeg ikke kan fungere. Og jeg synes virkelig, jeg bliver godt hjulpet. Det blev forfatteren Peter Øvig Knudsen også, da han blev alvorligt psykisk syg, og han har skrevet en spændende bog om sine positive erfaringer med ect-behandlinger, som hedder Jeg er hvad jeg husker. Den kan jeg klart anbefale. I bogen giver Peter Øvig også stemme til en kvinde, der har haft negative oplevelser med ect, så det er meget sobert. For selvfølgelig er der delte meninger, og der er også nogen, der ikke er begejstrede for denne behandlingsform.

Men jeg var i hvert fald glad for at medvirke i dokumentarfilmen, og jeg håber, Benjamin får succes med den. Sin unge alder til trods har han allerede lavet en film, nemlig Krigen der splittede min familie, om hans jødiske familie, som man kan se på DR. Den er utrolig spændende og veltillavet, så mon ikke også den nye bliver seværdig. Benjamin er i hvert fald en ildsjæl, der virkelig brænder for det, han laver. Dejligt de findes.