Rigtig god ferie – eller hvad?

Jeg havde glædet mig, siden vi lejede huset i efteråret. Vi havde ikke været ude at rejse sammen i flere år på grund af Coronasituationen, og nu skulle det være. Et stort flot hus med swimmingpool, tæt på en hyggelig lille by i Provence, hvor der jo bare skulle være så smukt. Fjorten dage. Jeg havde aldrig været der før, men min kæreste havde været der flere gange med sin tidligere familie og kendte køreturen derned. 

Nu nærmede tiden sig, og jeg havde jo længe haft det rigtig godt og var ikke bekymret for at blive syg, det var flere år siden, jeg havde været indlagt, og skulle jeg få et nærpsykotisk anfald, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre, nemlig tage en pille og lægge mig og slappe af og vente på, det gik over. Men så var det, det begyndte at blive kritisk. For selv om min kæreste jo også syntes, jeg faktisk havde det godt, kom det pludselig frem, at han faktisk var bekymret for, at jeg skulle blive syg på turen. Han var simpelt hen bange for pludselig at stå med mig med en alvorlig psykose i et fremmed land to tusind kilometer hjemmefra. Han kunne huske en ferie for nogle år siden til La Palma, hvor det åbenbart havde været ved at gå galt. Da vi sad i lufthavnen og skulle hjem, begyndte jeg at blive paranoid og mene, at det, de sagde over højttaleren handlede om mig. Min kæreste begyndte at blive bekymret for, at personalet ville opdage, at jeg var syg og nægte os adgang til flyet. Det skete dog ikke, men det var selvfølgelig en ubehagelig situation.

Og min kæreste har jo også ret i, at jeg ret hurtigt kan blive alvorligt syg og have brug for hjælp. Jeg blev ked af det men kunne jo også mærke, at jeg ikke syntes, det var rart at skulle rejse sydpå, hvis han ikke følte sig tryg ved mit helbred. Så efter mange diskussioner nåede vi frem til, at det bedste nok ville være at aflyse turen. Nu er spørgsmålet, om det overhovedet nogensinde er forsvarligt at tage langt væk på ferie, når man har en alvorlig psykisk sygdom. Kan man nogensinde være hundrede procent sikker på, at det går godt. Egentlig ikke, men jeg var nok villig til at tage chancen, men måske var det dumt, jeg kan da godt komme i tvivl. For jeg har da heller ikke selv lyst til at skulle indlægges på et udenlandsk hospital med en voldsom psykose, det vil være et mareridt. Så måske er det tryggeste at holde sig inden for landets grænser og være glad for, at vi kan låne et dejligt sommerhus ved Vesterhavet indimellem. Og finde sig i, at man nogle gange må passe på sig selv og heller ikke lade andre stå med et alt for stort ansvar.