Et godt liv trods sygdom

Jeg har en tung psykiatrisk diagnose, jeg har været indlagt et utal af gange, sygdom har fyldt meget i min hverdag og blandt andet gjort, at jeg i mange år ikke har kunnet varetage et normalt arbejde, og mine mange symptomer har også påvirket min familie og omgangskreds. Og ja, det har selvfølgelig været en sorg at være så alvorligt syg, og jeg havde da gerne været det foruden. 

Men for et stykke tid siden havde jeg besøg af min dejlige søster, og vi sad og fik os en snak om dette emne, og der blev vi enige om, at jeg trods den megen sygdom ikke har haft et dårligt liv, og at det er vigtigt at huske på. For der er jo også rigtig meget, der har fungeret og været godt. Det meste af min søns barndom havde vi jo en stærk og velfungerende familie, vi rejste også en del, vi var i det hele taget meget sammen. Jeg kom tidligt ind i fleksjobordningen og har haft arbejde, jeg har været glad for og søde kollegaer. Jeg har et stort netværk af dejlig familie og gode venner, og det har altid været en kæmpe hjælp og glæde, på den måde har jeg været privilegeret, jeg har mødt mange med psykisk sygdom, der kæmper med ensomhed og udstødthed.

Så jeg synes faktisk, jeg har meget at være taknemmelig for. Men de gange, jeg har været ramt af alvorlige psykoser, har jeg godt nok haft det ganske forfærdeligt, og det har været hårdt for mine omgivelser, og jeg ved jo ikke noget værre end at være indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Men tænk at være så heldig, at have så mange gode mennesker i sit liv, bo et sted, man er glad for, have interesser, man kan bruge tid og kræfter på, for eksempel elsker jeg jo at læse en god bog, se en spændende film i biografen, opleve noget ordentlig kunst, deltage i en vedkommende gudstjeneste, gå en dejlig tur, jamen, livet har så meget fantastisk at byde på, og det gælder om at sætte pris på det.

Men i mørkere stunder har jeg et noget andet og mere dystert syn på mit liv. Jeg tænker, at det er trist, at der har været så meget sygdom ind over, og at det har fyldt alt for meget. Noget af det, jeg så plages af, er en kraftig skyldfølelse over for min søn Sofus. Jeg er ked af, at han så ofte har måttet opleve mig totalt skør og vanvittig, at jeg så tit har været fraværende pga af langvarige indlæggelser, at jeg hyppigt i hverdagen har måttet afbryde samvær, fordi jeg har fået nærpsykotiske anfald og er blevet nødt til at lægge mig. Faktisk gribes jeg af tanker om, at jeg ikke har været den mor for ham, jeg gerne ville have været.

Jeg kan også sagtens finde på at undskylde og beklage over for Sofus, at min sygdom har præget hans opvækst og liv så meget. Men er der noget, han ikke gider hører på, så er det mine undskyldninger. Han er selvfølgelig enig i, at jeg har været alvorligt og hyppigt syg, men han vil ikke høre tale om, at han har haft en dårlig barndom, og at jeg har været en dårlig mor. Og jeg prøver virkelig at tage det til mig. Faktisk har han jo også altid trivedes godt, i børnehaven, i skolen, han har haft mange gode venner, og har fået sig en god uddannelse og senere et godt arbejde, han bor sammen med sin vældig søde kæreste, og jeg er så heldig at have et godt og tæt forhold til dem. Jamen, det skal jeg da også bare være taknemmelig for. 

Og når jeg selv skal sige det, synes jeg heldigvis også, de lyse og positive tanker fylder mest i mit liv. Ikke fordi jeg er ovre al sygdom, og jeg kan da stadig gribes af mismod over fortid og nutid. Men forhåbentlig gror jeg aldrig til i bitterhed og fortrydelse over det, der gik galt og var svært. Jeg vil for alt i verden prøve at holde fast i, at jeg har haft et godt liv trods sygdom.