Sygdom er ikke bare sygdom

Jeg har længe, faktisk snart to år, været i forebyggende ect-behandling, og det fungerer jo så godt, at jeg i lang tid ikke har behøvet tage antipsykotisk medicin, samtidig med at jeg har det rigtig godt, hvilket familie og venner og behandlere jævnligt kommenterer og glæder sig over – og det gør jeg naturligvis også selv. Nogle mener ligefrem, at jeg måske er ved at blive helt rask, at nogle psykiatriske diagnoser nærmest kan forsvinde med alderen. 

Nå, for et stykke tid siden skete der så det, at jeg faldt og var så uheldig at brække benet. Det skal jeg ikke underholde meget med her, men det gjorde, at jeg i et stykke tid var temmelig handicappet, fik en stor skinne på, gik med krykker osv. Det interessante i denne sammenhæng er, at det bevirkede, at jeg så i en periode ikke kunne få ect-behandling, fordi jeg ikke måtte bevæge benet, og det rører sig jo under behandlingen, så det turde lægerne ikke. 

Den første tid tænkte jeg ikke videre over det, jeg havde det faktisk udmærket. Men så begyndte jeg godt nok at få det lidt skidt, jeg fik mere paranoia, end jeg længe havde haft, og jeg fik svært ved at koncentrere mig, når jeg læste, hvilket jeg jo ellers brugte meget tid på. Flere af mine venner, familie og behandlere blev noget bekymrede, da de hørte om denne udvikling. Men egentlig tog jeg det selv ganske roligt, for som jeg sagde til dem, så var det jo bare det, jeg kalder hverdagsparanoia. Og det har jeg jo lidt af i en årrække, og den afgørende forskel til, når jeg er alvorligt syg, er, at jeg her er klar over, at jeg er paranoid. Når jeg er helt psykotisk tror jeg ofte ikke selv, jeg er syg, men mener, det er alle andre, der er noget galt med, og derfor kan det tit være meget svært at få mig indlagt.

Vi har bare været vant til, at jeg længe havde haft så få af de nærpsykotiske anfald, og nu fik jeg altså nogle hyppigere. Men som jeg også sagde til mine omgivelser, var det måske meget godt, jeg var handicappet og ikke kunne komme ud, for så slap jeg da for eksempel for at føle, folk på gaden og i butikker kiggede på mig med mærkelige øjne, og hvad jeg ellers kan finde på at mene, når jeg får de paranoide tanker.

Og nu er det hele så heldigvis overstået. Mit ben er helet, og jeg er begyndt på mine behandlinger igen. Og de virker. Det er jo ikke sådan, at jeg så aldrig har det dårligt, men det gør en afgørende forskel, og det er jeg bare taknemmelig for.