Det gælder om, at få kvinderne til at kunne selv

Kvinder i job er et socialt investeringsprogram, der sigter mod at få kvinder med indvandrer- eller flygtningebaggrund i job. Gennem et helhedsorienteret syn på kvindens situation, empowerment og kollektiv indsats rustes kvinderne til at påtage sig et arbejde og begå sig på en arbejdsplads.

Fonden for Sociale Investeringer er hovedaktøren i programmet, og adm. direktør Thit Aaris-Høeg fortæller, at Kvinder i job har sine rødder i indsatsen Bydelsmødre, hvor ressourcestærke indvandrerkvinder fungerer som rollemodeller og støtter deres medsøstre til at lære at klare sig og få et godt liv i Danmark. Det er de 10 års erfaringer med Bydelsmødre, man trækker på i Kvinder i job, og de mange års arbejde er ifølge Thit Aaris-Høeg stærkt medvirkende til at gøre forløbet til en succes:

”Der er en del kvinder med angst og depression, og vi kender målgruppen og kan italesætte de udfordringer, de har med at begå sig i samfundet og med at skulle fungere på en arbejdsplads, noget, mange af dem aldrig har prøvet. Det er vigtigt, at vi ikke låser kvinderne fast i en offerrolle, men yder hjælp til selvhjælp og får dem til at indgå i et styrkende fællesskab med andre kvinder, så de kan udveksle erfaringer og støtte hinanden. Og vi har store og gode erfaringer med at hjælpe med at etablere disse kvindefællesskaber.”

Gennem empowerment lærer kvinderne deres egne styrker at kende, og de lærer selv at bruge de redskaber, de introduceres til gennem programmet. Formålet er at give kvinderne handlekraft og mod i jobprocessen ved at tro på og trække på deres egne iboende ressourcer:

”Kvinderne skal finde ud af at kunne selv, når vi er væk. Vi ser dem ud fra et styrkeperspektiv og lærer dem selv at tage ansvar og initiativ,” forklarer Thit Aaris-Høeg. Kvinderne får jobs på arbejdspladser med brug for ufaglært arbejdskraft, man har bl.a. et godt samarbejde med IKEA, vaskerier og detailhandelen og rengøringsfirmaer:

” Virksomhederne skal påtage sig ansvaret med at stille rammerne til rådighed for nye på arbejdsmarkedet, og det er i sig selv krævende. En anden aktør er kommunerne, der skal visitere kvinderne til forløbet. Der er også forskel på kvinderne. Nogle er aktivitetsparate, andre er jobparate. En del har sproglige udfordringer og er ikke vant til at gå på arbejde, og så er der selvfølgelig ind imellem også kulturelle barrierer. Men det tager vi os af i forløbet, ” fortæller Thit Aaris-Høeg og understreger, at det er vigtigt, at der er tale om ordinære jobs og ikke praktikpladser.

En anden vigtig erfaring, man tager med sig fra tidligere, er, hvor meget kvindens familie og lokale netværk betyder i processen, og at kendskabet til det er altafgørende:

”Og vi kender kvindernes lokale forankringer og familier, og ved, hvad der skal til, for at det kan lade sig gøre og lykkes at få kvinderne i job. De mange års erfaringer gør, at vi nøjagtigt ved, hvornår vi skal skubbe, og hvornår vi skal holde igen,”

At resultaterne er gode, hersker der ifølge Thit Aaris-Høeg ikke tvivl om:

”Vi har kørt to år med pilotprojekter i Frederiksberg Kommune og Odense Kommune. Her opnåede vi at få 30-50 procent i ordinære jobs, og her taler vi om kvinder, der aldrig har været i job før. Det må siges at være en succes, som vi glæder os over at kunne fortsætte.”