Gal – Afdelingen

Hun har været indlagt så mange gange på afdelingen, at hun ikke har tal på det, man kunne fristes til at kalde afdelingen hendes andet hjem, hvis der ellers havde været et strejf af hjemlig hygge, men det er der ikke, afdelingen er anonyme værelser og golde fællesrum, et glasbur med fem store kondicykler, der aldrig bruges og en atriumgård med glødekasse og et kæmpe overfyldt askebæger og et falmet ringspil i plastic. Som regel får hun værelse nummer 10, her er et sofabord med et hagekors brændt ind på overfladen, nogle gange er hun indlagt med tvang, andre gange er det frivilligt, men uanset hvad er opholdene umulige at skelne fra hinanden, det er den samme indlæggelse hver gang, afdelingen er altid den samme, den er i en tidslomme, den er sin egen verden, sit eget univers, et tempel af stilstand og status quo, og når hun bliver indlagt, spørger afdelingens ansatte ikke ind til, hvordan hun har det, de spørger ind til søvnvaner, rygevaner, alkoholvaner, medicinvaner, det handler i det hele taget meget om vaner i afdelingen. De ansatte er plejere, men mindre i betydningen omsorgsfulde som i plejer som det, man plejer at gøre, rutiner, regler, rammer, det er plejernes spidskompetencer, det er her, de sætter ind, livet er suspenderet, afdelingen er et skema, der krydses af, morgenmad, morgenmøde, stuegang, frokost, rapportskrivning, aftenmøde, aftensmad, medicinudlevering, godnat. Plejerne plejer ikke at snakke med patienterne, plejer er sandheden, det er den eneste rigtige måde at anskue afdelingen på, sådan plejer vi at gøre, afdelingen er rutinernes holdeplads, afdelingen er vanernes smeltedigel, afdelingen er reglernes mekka, afdelingen er de faste rammers slaraffenland. Plejer træder altid i kraft, når hun bliver indlagt, hun plejer at få en fast vagt, der fører væskeskema, hun plejer at få en serie af elektrochokbehandlinger, så det sætter afdelingen automatisk i værk. Plejer er ikke død her, plejer lever i bedste velgående og skaber rolige patienter, plejer forebygger det uventede, afdelingen styrer, verden udenfor er ustyrlig, i afdelingen er der ingen fri vilje, hun skal intet selv bestemme eller selv finde ud af, alt er lagt fast og under kontrol, hun skal ikke tænke en tanke selv, alt er ordnet, organiseret, lagt til rette i afdelingen, her er ikke noget, der hedder initiativ eller egenvilje, afdelingens formål er at nedbryde viljestyrken og handlekraften, det forvirrer bare, hun skal ikke gøre noget selv, hun skal tage imod afdelingen og være passiv, det er hjernen, den er gal med, den skal ikke bruges for meget, den skal ikke stimuleres, den skal have elektrochok, men det er jo noget andet, det er behandling, og det er vejen frem, det er helligt, det skal der ikke sættes spørgsmålstegn ved, – ”du vil vel gerne blive rask,” siger de. Følelser er hjemløse i afdelingen, de kan ikke bruges til noget, de er farlige, de skal undertrykkes, ignoreres, holdes nede, ekskluderes, fryses ud, følelser skal ikke udtrykkes eller italesættes, hvis følelserne overmander hende, skal hun have en beroligende pille eller i spændetrøje, men det behøves som regel ikke, rutinerne og reglerne er den usynlige spændetrøje, der spørges ikke ind til det kaotiske, til smerten eller desperationen, og sorgen møder ingen interesse i afdelingen, plejerne har ikke lyst til at lytte, det er ikke meningen, hun skal lette sit hjerte og snakke om det virvar, der huserer i hendes hoved, følelserne klarer pillerne, kemien og ECT-behandlingerne, dem skal afdelingen ikke have noget at gøre med. Præmissen er, at man bliver raskere af at deltage i afdelingens liv og aktiviteter. ”Sidste gang var du nok blevet udskrevet noget tidligere, hvis du havde været mere med i afdelingens gøremål,” siger Anne Mette, en af plejerne. Hun oplever det modsat, hun orker ikke plejerne, hun orker ikke de andre triste patienter, hun orker ikke afdelingen, hun orker ikke morgenmøderne, hvor man bestemmer, hvem der skal spille Matador med hvem eller aftenmøderne, hvor man diskuterer, om man skal se X-faktor eller Vild med dans. Hun går i tomgang i atriumgården, mens hun kæderyger, det er hendes aktivitet, det er cigaretterne, der giver livet mening, det er cigaretterne, der holder hende i gang, det er cigaretterne, der dulmer desperationen, det er cigaretterne, der fylder dagen ud og giver struktur. Afdelingen lægger mærke til, om man indordner sig, hvis hun afstår fra at indgå i fællesskabet og fx ikke spiser med de andre men tager maden ind på værelset og holder sig fra møderne, hævner afdelingen sig, så giver den mindre udgangstilladelse, så tildeler den flere ECT-behandlinger, for det er et sygdomstegn at være i opposition til afdelingen. Der er ikke meget privatliv i afdelingen, selv om hun har eget værelse med bad og dør, der kan lukkes, har plejerne ret til at brase ind uden at banke på: ”Sikkerhedsrunde,” råber de og tager hårdt i døren ud til p-pladsen for at sikre, at den er låst og flår hendes skabsdør op for at se, om der gemmer sig en lighter eller noget andet ulovligt. Men når hun vågner op fra narkosen efter en behandling, står der morgenmad og en kande kaffe på sengebordet. De ansatte i afdelingen er næsten mennesker.