Gal – Blikket

Hun kan ikke snakke, når hun har et anfald, og hun kan ikke skrive. Dette er ikke skriften, dette er virkeligheden, øjnene er sjælens spejl, det er øjnene, der brænder, det er øjnene, der borer, det er øjnene, der stikker, det er øjnene, der ikke bare ser men styrer, hun kan ikke kontrollere dem, men de kan kontrollere verden, de fylder det hele, øjenlågene blafrer, blikket stivner og får verden til at gå amok. Det kan være børnene, de må ikke se hende, de skal ikke ses på, de kan ikke magte det, de kan ikke rumme blikket, der låser fast på dem, hvad skal de gøre, de kan ikke slippe væk, de kan ikke undgå blikkets laserstråler, de overmander dem, de overvælder dem, børnene prøver at kigge væk, deres egne øjne begynder at græde, de suges ind, i blikkets splitsekund mister børnene deres uskyld for altid. De øjne tænder ildebrande i andre, de spreder galskab og kaos, verden bliver aldrig den samme, blikket smitter, dette er ikke skriften, dette er virkeligheden, hendes blik kan ikke møde andres blikke, hun kan ikke se, kun stirre, disse øjne starter krige, spreder undergang, de får verden til at sprække, de skaber brølende menneskehave, de får folk til at stivne, fryse og falde. Hvis det bare kun var verdens undergang, men dette er værre, det er blikket, der spreder ondskab, spreder galskab og får menneskene til at tale i tunger og miste fodfæstet og jordforbindelsen, øjnene skaber skræk og rædsel, alle antenner er ude og påvirkes, blikket holder verden og dens mennesker i et jerngreb, øjnene når ud i alverdens afkroge, og dette er ikke skriften, dette er virkeligheden. Det handler ikke om, at blikke mødes tilfældigt, men om blikket, der spærrer for samtalen, for roen, for harmonien, for ordenen, blikket flosser normaliteten, hun har ikke disse øjne, hun er disse øjne, de stikker som syle, de skærer som knive, de dissekerer og får verdenen til at falde fra hinanden. Det er for tamt at tale om, at øjnene er onde, de er hinsides det værste, det hjælper ikke at kigge væk, blikket går gennem marv og ben, det rammer plet, blikket skaber uorden og vanvid, se graffitien, der er tegnet overalt, se cigaretskodderne og pizzabakkerne, der flyder alle vegne, se de opløste mennesker med lyserødt hår og ansigtstatoveringer, se verden krakelere, det er værre end intetheden, de gale fylder alt, de er overalt, deres øjne er vakte, blikket smitter og får menneskenes øjne til at flakke af desperation, låse fast, stivne, øjnene scanner, det er galskabens kædereaktion, og dette er ikke skriften, dette er virkeligheden. Hun kan ikke styre kraften i blikket, det tager magten fra hende, det løber løbsk, gaderne oversvømmes af galninge, af vanvittige, af udskud, hvor kommer de fra andet end  fra hendes øjne, de er inficerede, rørte, og det hjælper ikke at slå blikket ned i mødet med omverdenen, for blikket sidder overalt på hende, det er i hele ansigtet og i kroppen, blikket siver ud gennem porerne i huden og trænger ind i menneskene, det kommer ud i hendes åndedræt, det er i hele hendes ødelæggende udstråling, blikket emmer ud af hende, hun er eksplosion og overtryk, blikket er en bombe, der spreder vanvid og gør omverdenen sindssyg, det skaber raseri og vrede. Folk holder op med at tale sammen, de begynder at råbe og skrige, blikket skaber frådende menneskehave, og dette er ikke skriften, dette er virkeligheden, blikket gør verden desperat og rådvild, det hjælper ikke at lukke øjnene, blikket vil ud, det trænger igennem alt, det destruerer, det ødelægger, det er ikke til at bremse, verden rystes i sin grundvold, det er skræk og opløsning. Hun glemmer det, når blikket ikke er det blik, men når det er galt, ved hun, at det er sandheden, det er sådan, det virkelig er, det er vanviddets sandhed, når der trykkes på knappen og øjenmaskinen går i gang, blikket får stemmerne til at holde op med at snakke og i stedet begynde at brøle, det skaber højspænding i menneskeskarerne, de hjemløse og posedamerne er i overtal, hun forvandles til et kæmpe blinkende øje, et frådende øje, det er ikke længere, hjertet der banker, men øjet der slår, blikket bestemmer uden hendes vilje, der er intet filter længere. Men pludselig kan der slukkes for øjenkontakten som med et knips med fingrene bliver verden normal og kan ånde frit igen, hendes blik kan strejfe kvinden på gaden eller mandens i metroen uden at starte en lavine af galskab, desperationen aftager, nu kan hun tåle at høre ambulancens sirener, nu glider blikket let og ligegyldigt henover graffiti og affald, blikket er lettelsens suk, det slår fra, måske er miraklernes tid ikke forbi, dette er skriften, og dette er virkeligheden, der ser hinanden i øjnene.