Gal – Skilsmissen

”Jeg har været god til at lyve,” siger Hasse og slår beklagende ud med armene. Hun har afsløret Dukkelillens og hans erotiske korrespondancer på Facebook, og nu er det forbi, det var så det ægteskab, det var de 23 års samliv, opture og nedture, medgang og modgang, passion og vanesex, elskende og venner i forskellig rækkefølge, højdepunkter og krisetider, fælles drømme og parforholdsensomhed, krig og kærlighed. Den eneste ene og til døden os skiller er aflyst, ”jeg har været god til at lyve,” siger Hasse, og ja, det har han, det er ikke fordi, det har skortet på mistanker fra hendes side, der har været uforklarlige boner med uforklarlige cafebesøg og netbanksoplysninger om champagnedrikning på D’Angleterre, der har været diffuse byture til langt ud på morgenen, hun har vidst, at denne unge beundrerinde spøgte i kulissen, men alt er blevet forklaret og bortforklaret, ”jeg har været god til at lyve,” ja, og alt er blevet tilskrevet hendes hang til paranoia og til at se spøgelser og male fanden på væggen. Nu falder masken, og hun bryder sammen og smider ham ud. ”Jeg kan forhåbentlig stole på at du ikke gør noget dumt, når jeg er gået?” spørger Hasse, og så er han borte, pist væk, ude af hendes liv, han har forladt hendes verden, han er forsvundet fra deres ægtefællesskab, og da de nogle uger senere sidder ved computeren for at udfylde skilsmisseansøgningen, hopper han i stolen for at komme væk, Dukkelillen bryder sig ikke om, han er hos hende. Et par museklik senere er de skilt. Hun køber Panteren i Kattens Værn, Hasse har aldrig kunnet klare katte, Anton er med: ”Er du sikker på, at det er det, du vil, mor?” spørger han træt. Men Panteren spinder og gnider sig op ad hende og kommer med hjem. Hasse er tvunget til at gå sammen med den, mens han tømmer lejligheden for de sidste ting, og han er rystet: ”Den kat har en diagnose,” siger han. Kort tid efter bliver hun indlagt, ”det er der jo ikke noget at sige til,” som de alle siger, det er nærmest en naturlig reaktion, når man nu engang er indrettet, som hun er, har de tilbøjeligheder, er så sprød og skrøbelig og let at knække, der skal ingenting til, og skilsmissen er en lavine, et jordskred, en flodbølge, et jordskælv, ikke mærkeligt at hun vælter omkuld og forsvinder ned i et hul og ikke kan rejse sig og komme på fode igen. I starten er Hasse der, ikke for hendes skyld selvfølgelig, men for Antons, hun får let kriller i maven, når hun taster Hasses nummer på mobilen, ”Ja, det er Hasse,” lyder det i den anden ende af røret, åh, hvor hun elsker den stemme, faktisk var det stemmen, hun først bed mærke i, længe før hun lærte ham at kende, og de blev kærester, hun hørte ham i radioen, hvor han var vært for programmet ”Den blå time – om eksistens og eftertænksomhed,” og hun blev afhængig af den stemme, hun hørte ikke så meget, hvad den snakkede om, hun blev bare fanget ind af den messende, mørke røst, ”han kunne være blevet en god præst,” tænker hun. ”Hvad vil du nu, Mira?” lyder stemmen træt  i telefonen, hun ved det ikke, ”kommer du i morgen, måske skal jeg til stuegang,” siger hun bedende, der sukkes og åndes tungt i rørets anden ende, ”jeg kan altså ikke være hos dig hele tiden, Mira, og du ved godt, jeg er enig med lægerne i, at du skal i den behandling, måske kan jeg komme med Anton i morgen aften, så kan vi tage noget mad med.” Hun mærker, at han gerne vil afslutte samtalen, måske står Dukkelillen og vogter utålmodigt i baggrunden, nu siger han det selv: ”Annika har været ved at gå fra mig, fordi jeg hele tiden er hos dig.” Nu da Hasse er væk, kan hun se, hvor meget han har været, hans fravær har fyldt hende med usikkerhed på alt, denne tøven, der næsten når helt ind i vejrtrækningen, skal, skal ikke? Denne tøven, der ikke er paranoiaens forsinkede reaktion men hendes egen stilstand, angsten, som ikke er den angst, frygten, som ikke er hverdagsanfaldets men hver dags fald og forfald, dette skjold, der ikke gemmer på psykosens mørke men hendes egen hudløshed, det er tabet af tosomhed, der fylder hende med håbløshed og gør hende skrøbelig, lægens ord runger i hendes hoved, ”Din hjerne skrumper, når du er så deprimeret,” gid den gjorde, hun har tværtimod fornemmelsen af, at den vokser og ikke kan være i hendes kranium, den koger over, også om natten, som er fulde af mareridt, ”drømme er tilløb til virkeligheden,” tænker hun. ”Jeg har været god til at lyve,” siger Hasse, og hun var begyndt så småt at overveje den tale til sølvbrylluppet, hun havde lovet Hasse at holde, hun var allerede ved at dø af skræk ved tanken om hendes første tale, hendes livs tale for hendes livs mand, men så blev hun så at sige reddet på målstregen, nu blev der slukket for sølvbryllupskontakten, den er passé, død, fremtiden er med et blevet fortid, nu kan hun tie i fred, men det var ikke det, hun ønskede, det var ikke det, hun havde regnet med, kærligheden er død, må den hvile i fred, kærligheden er død, længe leve ensomheden, ”jeg har været god til at lyve,” siger Hasse, og det er i hvert fald ikke løgn, det er så sandt, som det er sagt.