Spring til indhold

“Har du prøvet lysterapi”

Nej, jeg har lige præcis ikke prøvet lysterapi, fordi jeg har formået at blive depressiv og psykotisk på alle tider af året, og den sygeplejerske, der spurgte, har fulgt mig i mange år og burde vide, at jeg ikke lider af vinterdepressioner. Når det så er sagt, har jeg været omkring et hav af behandlingsforsøg, som jeg enten selv har fundet frem til eller er blevet anbefalet af læger, venner og familie – og min underbevidsthed: Psykiatrien, ECT behandlinger, antidepressiv og antipsykotisk medicin, angstdæmpende medicin, sovemedicin, akupunktur, healing, samtaleterapi, afspændingspædagogik, positiv psykologi, mindfulness, motion, religion, metakognitiv terapi, yoga, kondicykling, fortrængninger, selvbebrejdelser, skyldfølelser, alkohol, vrede, benægtelser, skrivning, apati. Og jeg tror på det hele og ingenting! Jeg tror ikke, der findes et universalmiddel, og så er jeg lidt af en bangebuks. Jeg har prøvet en masse forskelligt antidepressivt og antipsykotisk medicin med svingende effekt, men jeg tør ikke kaste pillerne i skraldespanden. Til gengæld tror jeg ikke, medicinen kan stå alene, så jeg har for det meste suppleret og eksperimenteret med andre former for behandling.

Jeg tror i det hele taget mere på ”lidt af hvert” metoden. Der er ingen mirakelkur, og lægevidenskaben er ofte kommet til kort i bestræbelserne på at gøre mig rask eller få mine symptomer lindret. En psykiater fik mig til at ringe ind hver dag kl. 13 for at melde, hvordan jeg havde det. Så var der katastrofekuren med psykiateren, der ordinerede to sovepiller, når angsten kom. Det virkede faktisk, angsten forsvandt, men der var godt nok nogle heftige bivirkninger – jeg blev dopet og distanceret. Og der var psykiateren, der havde den hypotese, at mine angstanfald skyldtes epilepsi og iværksatte en række neurologiske undersøgelser med negativt resultat.

Men det er ikke kun professionelle behandlere, der kommer med bud på, hvad jeg skal gøre. Jeg oplever tit, at folk omkring mig mener, der findes en snuptagsløsning, der kan fikse alle problemerne og få has på symptomerne en gang for alle. ”Du skulle tage og spise efter din blodtype”, ”Jeg kender en klog kone, der kan kurere alt med psyken”, ”Hård motion er det eneste, der hjælper” er nogle af de mange belærende replikker, jeg har måttet lægge øre til i tidens løs. Mange har en mening om årsag til og behandling af psykisk sygdom. Kun få vil anbefale alternative behandlingsforslag, når det gælder et brækket ben. Det skal selvfølgelig i gips, og det kan kun læger gøre. I det hele taget stoler folk mere på det etablerede behandlingssystem, når fysiske sygdomme skal behandles og kureres. Det er ikke fordi, jeg selv mener, lægevidenskaben sidder inde med hele sandheden – langt fra, den kan selv være vældig fordømmende over for andre former for behandling, men det kan godt være svært at stå model til omverdenens skråsikkerhed. Jeg kan simpelt hen blive så træt, men indimellem kommer der jo også et lyspunkt med noget, der rent faktisk viser sig at have en effekt. Så jeg prøver at være åben. Men ikke over for lysterapi….

9 tanker om ““Har du prøvet lysterapi””

  1. Great read! The author’s insights were very valuable. I’m looking forward to hearing what others think about this topic. Feel free to check out my profile for more discussions.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *