”Hvis du har svært ved at arbejde pga. hukommelsessvigt efter elektrochok, må du jo finde et arbejde, hvor du ikke skal huske”

Denne udtalelse fra en overlæge i Distriktspsykiatrien gjorde mig i situationen stum. Det havde ellers været interessant at høre, hvilke jobs man kan bestride med en totalt hullet hukommelse. Hmmm, ikke så mange, vel? Jeg var for nylig udskrevet fra endnu en tur på psykiatrisk hospital, hvor jeg igen var kommet til hægterne efter en pæn serie ECT behandlinger. I kølvandet på indlæggelsen havde lægerne foreslået mig, at jeg efterfølgende skulle modtage såkaldt vedligeholdelses ECT behandlinger, også kaldet profylaktisk behandling, for at forhindre et tilbagefald. Det lød umiddelbart fornuftigt og forebyggende, men med min årelange erfaring vidste jeg også, at denne behandling påvirker hukommelsen fatalt. Det konfronterede jeg nu min psykiater i Distriktspsykiatrien med. Men det skulle jeg åbenbart ikke tage så tungt. At det ikke kun er arbejdslivet, men hele ens livssituation, der påvirkes, når hukommelsen svigter, gjorde det jo ellers ikke bedre.

Jeg har et had-kærlighedsforhold til elektrochok. Hvis jeg skal være patetisk, kan jeg måske takke dem for at have reddet mit liv. I hvert fald har de som det eneste effektive virkemiddel gang på gang formået at få mig ud af stærkt pinefulde og opslidende psykotiske tilstande, hvor jeg fx har nægtet at tage næring til mig eller sove. Elektrochok har oven i købet formået at virke rigtigt hurtigt, og jeg har altid responderet godt på dem, som lægerne siger. De fleste mennesker ved ikke ret meget om ECT og har ofte nogle vage forestillinger om, at det er noget uhyggeligt noget, der nærmest minder om det hvide snit. Jeg har derfor gjort det til lidt af en mission at prøve at afmystificere det og fremhæve alle de gode virkninger, det har haft for mig, ja, simpelt hen har været den afgørende faktor for, at jeg er blevet rask. Jeg ved, at mine pårørende altid ved starten af en indlæggelse har gjort alt, hvad de kunne, for at få iværksat denne behandling, så jeg kan blive rask. Og at de har været frustrerede, når en given psykiater har været skeptisk og har tøvet for så i mange tilfælde at ende med at være enig.

Men ingen behandling uden bivirkninger, heller ikke når det gælder ECT. Og ECT ikke bare påvirker hukommelsen, det ændrer den. Det er min erfaring, men jeg har aldrig mødt en læge, der giver mig ret. Alle læger spiller den samme plade, nemlig at ECT påvirker korttidshukommelsen, men midlertidigt. Det glemte kommer altid tilbage. Det er så ikke det, jeg har oplevet. Jeg har ikke bare fået alvorlige huller i hukommelsen, som aldrig bliver fyldt med det glemte stof igen, det er min påstand, at ECT har gjort, at jeg simpelt hen husker dårligere. Permanent. Det skal ikke forstås som en anklage, men en konstatering. Der er selvfølgelig hullerne, som da jeg for nogle år siden havde været i Rom med min far og min søster. Senere, under en snak om turen, sagde min far: ”Det var godt, vi også nåede at se Pompeji.” Her måtte jeg så melde pas. Og den dag i dag har jeg stadig ingen som helst erindring om at have oplevet denne turistattraktion. Eller da jeg sad og så på et kort over København sammen med min kæreste, og han pegede på kortet og sagde.”Det er i nærheden af det sted i Nordhavn, hvor vi så de får.” ”Hvilke får?” måtte jeg forbløffet svare, der var ingen får hjemme i min hjerne. Min kæreste insisterede på, at vi kørte derud og så dem igen og var sikker på, der ville gå en erindrende prås op for mig ved gensynet. Så det gjorde vi, men det var ikke forbundet med noget deja vu.

Manglen på hukommelse kan imidlertid også være positiv, nemlig at jeg glemmer, hvor dårligt jeg har det, når jeg er indlagt. De fleste syge tanker puffer ud i intetheden. Det er positivt, for der er absolut ingen mening med galskaben.

Erindringerne fosser ud af hjernen, og mange kommer aldrig tilbage. Jeg ved, lægerne vil påstå, at min dårlige hukommelse skyldes de alvorlige depressioner, jeg har haft, at det er såkaldt kognitive virkninger, og de har måske ret et stykke hen ad vejen. Men min hukommelse svigter altså også, selv om mit humør er godt, og det er længe siden, jeg har haft en depression. Jeg ved bare, at ECT behandlinger for mig har en virkning på hukommelsen, der er varig, og det er jeg også blevet bekræftet i ved at tale med andre i samme båd. Men lægevidenskaben gider ikke høre om erfaringer, de vil have evidens, og det er der ikke. Åbenbart.

For mig handler det heller ikke om, at vi har en hukommelse. Vi er langt hen ad vejen vores hukommelse. Tænk bare på demente. Vores erindringer er helt afgørende for, hvordan vi er som mennesker. Derfor forsvinder der noget af mig ved ECT behandlinger, jeg oplever hver gang, at jeg amputeres en lille smule. Måske bliver jeg mere mig selv af elektrochok, men jeg bliver også en fremmed. For mig selv og for andre. Når jeg arbejder og i det hele taget.