”Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, du spillede syg for at få mig tilbage”

Jeg lå i sengen, mens min hjerne tonsede ud ad en psykotisk motorvej med 180 i timen. Jeg var altså ikke blevet indlagt endnu, men det var tæt på. Min mand havde lige forladt mig efter 23 års ægteskab, og han var flyttet sammen med sin unge kæreste. Men nu var han kommet for at hjælpe vores 17-årige søn med at tackle mig og den tilstand af hard core paranoia og depression, jeg – endnu engang – var havnet i, og som min mand efter mange års træning var verdensmester i at håndtere. Da han kom ind i soveværelset og, vel i desperation, slyngede bemærkningen i hovedet på mig, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg ville jo rent faktisk gerne have ham tilbage, men – som sædvanlig – mente jeg jo ikke selv, jeg var syg. Tværtimod var jeg som alle andre gange overbevist om, at jeg sad inde med en grum og ubærlig sandhed, at onde magter var ude på at ramme mig, sikkert ved at kidnappe vores søn eller slå ham ihjel. Jeg var som altid på desperationens rand, fordi omverdenen nægtede at lytte til mine undergangsscenarier og mente, jeg var gal. Min mand måtte fysisk holde mig tilbage, når jeg forsøgte at forhindre vores søn i at gå ud ad døren, og han måtte stoppe mig fra at tæppebombe ham med angstfyldte og panikslagne telefonopkald, mens han var i skole.

For mig handlede det derfor ikke om at spille syg, men om liv eller død. Vi kender nok alle sammen de film, hvor helten kæmper en næsten umenneskelig kamp mod omverdenen for at få dem til at fatte en fatal viden eller sandhed, han som den eneste har forstået og nu slås mod onde skurke for at redde verden fra. A man with af mission og et kapløb med tiden, mens han oven i købet må lide den tort, at alle omkring ham mener, han er skingrende vanvittig. Lidt sådan føler jeg mig, når jeg er i psykosens vold. Men hvor det i filmen står klart for tilskueren, hvem der er the good guys and the bad guys, er det lidt mere speget for mig. Jeg skal frelse verden og ikke mindst min søn, men det hele er samtidig min skyld. Det er, fordi jeg har begået nogle uoprettelige fejl og har handlet dybt og utilgiveligt uansvarligt, at verden nu er tæt på at gå under. Jeg er ikke med i et stykke, hvor jeg spiller syg for at få nogen tilbage, min verden er alt for virkelig, og jeg er mutters alene i den. Og der er ingen tid at spilde.