Når fortidens spøgelser trænger sig på

Som læsere af denne blog måske ved, har jeg længe været i forebyggende ect-behandling på Rigshospitalet, hvilket muligvis er grunden til, jeg også længe har haft det rigtig godt og nu snart ikke har taget antipsykotisk medicin i et år. Jeg er glad for at komme på afdelingen, føler mig tryg og i gode hænder. Nå, for et stykke tid siden skulle jeg igen møde til en behandling om fredagen, men der skete så det, at jeg torsdag morgen blev ringet op af Trude fra ect-afdelingen, som spurgte mig, om det ville være muligt for mig at tage ind på Frederiksberg Hospital næste dag i stedet for og blive behandlet, fordi de på Rigshospitalet havde så mange indlagte patienter, der skulle behandles, at de blev nødt til at henvise nogle af os ambulante patienter til andre hospitaler. 

Jeg sagde straks ja, det kunne jeg da sagtens, og Trude takkede, og vi ringede af. Alt var godt, troede jeg, indtil jeg pludselig begyndte at få det dårligt. Og jeg kunne mærke, at det simpelt hen var ved tanken om, at jeg skulle ind på Frederiksberg Hospital, hvor jeg jo tidligere har været indlagt et utal af gange på både lukket og åben afdeling. Det er heldigvis længe siden sidst, nu faktisk over seks år, hvilket er meget længe i min verden, og jeg troede egentlig ikke, det sted påvirkede mig længere. Men det kunne jeg nu mærke, at det gjorde. Meget. Jeg har simpelt hen så mange dårlige minder fra det sted, jeg vil gå så vidt som til at sige, at det er der, jeg har haft mit livs mest forfærdelige oplevelser. Det er ikke tit, jeg tænker over det, for hvorfor skulle jeg det, men det sidder åbenbart stadig et eller andet sted i mig, det oplevede jeg nu.

Jeg kunne mærke, at jeg bare nødig ville derhen igen. Og jeg tænkte over, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg bare bide tænderne sammen og tage derhen, det havde vi jo aftalt, eller skulle jeg ringe til Riget og sige det, som det var. Måske kunne det være en mulighed at udskyde behandlingen til ugen efter, hvis de havde bedre tid der, tænkte jeg. Jeg ringede derfor op til afdelingen, og fik igen Trude i røret, som jeg jo vel at mærke har kendt i mange år, fordi hun tidligere i en årrække var min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Jeg forklarede Trude situationen, at jeg desværre havde det meget dårligt ved tanken om at skulle konfronteres med Frederiksberg Hospital. Og Trude sagde med det samme, at så skulle jeg i hvert fald ikke derhen, de skulle nok finde plads til mig hos dem, det skulle jeg slet ikke bekymre mig om. Jeg undskyldte selvfølgelig og sagde, at jeg var ked af at trænge mig på, og mens jeg snakkede begyndte jeg pludselig at græde helt vildt. Trude var utrolig sød og forstående og sagde, at jeg virkelig ikke skulle tænke mere over det, jeg skulle bare komme næste dag som sædvanlig, og hvis jeg i løbet af torsdagen fortsat var ked af det, skulle jeg endelig ringe til hende.

Jeg takkede mange gange og ringede af. Jeg var nu naturligvis utrolig lettet over sagens gang og tænkte, at alt var løst og godt igen. Imidlertid viste det sig, at jeg resten af dagen blev ved at være påvirket af de gamle spøgelser fra fortiden. Jeg har jo været enormt syg de gange, jeg har været indlagt, og nu vældede alle mulige erindringer fra gamle psykoser og trælse tvangstanker frem. Jeg huskede for eksempel, hvordan jeg kunne ligge med lukkede øjne i tre dage og hverken snakke med nogen eller spise eller andet, fordi jeg var sikker på, jeg havde onde øjne, der skadede andre mennesker, hvis jeg kiggede på dem. Eller de gange jeg skulle transporteres fra min stue ned til det sted, hvor jeg skulle have elektrochok, og jeg blev kørt igennem de lange gange og tunneller, mens jeg lå og var sikker på, jeg skulle slås ihjel, fordi jeg var et ondt menneske, og det derfor også var helt rimeligt. 

Disse og mange andre dystre minder trængte sig på, og fik mig til at græde det meste af dagen. Jeg skrev undervejs lidt med min søde søster, som straks skrev, at det var en naturlig og normal reaktion. Hun har selv været alvorlig fysisk syg to gange som yngre, og er heldigvis for længst helbredt, men hun fortalte, at det altid havde været hæsligt, når hun skulle til kontrol de steder, hvor hun havde været syg. ”Det er ligesom at blive syg igen,” som hun sagde. Og da jeg om aftenen, hvor jeg heldigvis havde fået det bedre, snakkede med den dejlige unge pige Daphne, som jeg har kendt altid, og som har boet hos mig i flere år, sagde hun straks, før jeg nærmest nåede at fortælle historien til ende: ”Jamen, Frederiksberg Hospital, det er jo der, du har været indlagt så utroligt mange gange og været så enormt syg, der skal du da bare aldrig hen mere, Kirsten.”

Og det undgik jeg jo også. Men jeg blev alligevel overrasket over, hvor meget det pludselig kunne fylde, så lang tid efter og uden at jeg overhovedet havde sat mine ben der igen. Hvem ved, måske var det trods alt gået ok, netop fordi jeg jo denne gang ikke ville være så syg som tidligere, hvor jeg har været der. Men jeg er faktisk glad og taknemmelig for, at jeg slap for at prøve. Nogle gange må fortiden gerne forblive fortid.