En ven i nøden og i det hele taget

I kølvandet på skilsmissen for en del år siden, skete der flere radikale ting i mit liv. Jeg begyndte at ryge igen, og jeg anskaffede mig en kat. Jeg har for længst kvittet smøgerne, men katten har jeg stadig. Den hedder Jarvis, opkaldt efter den britiske rockmusiker Jarvis Cocker fra bandet Pulp. Min søn Sofus tog med den lange vej ud til Inges Kattehjem i Glostrup, hvor jeg havde læst, man havde herreløse katte. Det viste sig til min overraskelse, at man kun havde en enkelt indekat, og det var Jarvis. Jeg forelskede mig straks i denne stribede, langlemmede huskat med de smukkeste, mest intense og skrå, mandelformede øjne. ”Er du sikker på, det er det, du vil, mor?” spurgte Sofus en anelse træt, men jeg var solgt og købte Jarvis på stedet sammen med alskens udstyr.

Vi havde fået at vide, at Jarvis kom fra et dødsbo og var i teenagealderen. Han var lidt af en bisse, der bed i lærrederne på mine malerier og hvæssede kløer, ikke kun på kradsetræet men faktisk hellere på sofaen og sengen og andre sårbare møbler. Det gør han stadig, ligesom han heller ikke har vænnet sig af med at springe på mig og kradse og bide i mine ben. I starten var min eksmand i mit hjem og pakkede de sidste bøger ned, mens jeg var på arbejde. Han har aldrig brudt sig om katte men var nu tvangsindlagt med en. ”Den kat har en diagnose,” sagde han rystet.

Men det har jeg jo også, og måske er det derfor, Jarvis og jeg passer så godt sammen. Vi har en intuitiv forståelse for hinandens sindsstemninger og humørsvingninger, Jarvis kan på et splitsekund mærke, hvordan jeg har det, og han handler derefter. Hvis jeg sidder inde i sengen under et anfald, springer han op slikker mig i ansigtet, spinder højt og beroligende, gnubber sig insisterende op ad mig, og lægger sig tæt ind til mig med en blød pote på min mave. Jeg kan have svært ved at se andre i øjnene, når jeg har det dårligt, og når jeg lukker øjnene, gør Jarvis det samme, ligesom for at berolige mig. Nogle gange kan jeg have det så skidt, at jeg faktisk også har svært ved at rumme min kat, men det tager Jarvis sig ikke af, han bliver liggende og holder vagt, tilsyneladende uden at forvente kærtegn eller anden omsorg til gengæld.

Jarvis’ stærke fokus på mig har imidlertid haft den, synes jeg, lidt uheldige bivirkning, at han lukker alle andre mennesker ude. Når andre rører ved ham, begynder han hurtigt at knurre, og det gælder ikke kun fremmede, men også Sofus, min kæreste Henrik og min logerende Daphne, som ellers har et stort og varmt kattehjerte, der også banker for Jarvis på trods af hans afvisninger. Måske føler han, at han skal beskytte mig mod omverdenen? Mange kattevenner er blevet forundrede over ikke at kunne nå ind til ham. Han kan åbenbart kun elske en, og det er mig.

Et af mine bedre køb er den elevationsseng, jeg fik for et par år siden. Det synes Jarvis også. Når jeg sidder og læser eller strikker i sofaen inde i stuen, kommer han ind og sætter sig foran mig, stirrer på mig med sit brændende blik og mjaver måske lidt. Nu er det meningen, jeg skal rejse mig og følge efter ham, som løber foran i rask trav, ind i soveværelset og op i elevationssengen. Så er det nussetid eller kæletimeout, og sengen skal være slået op i siddende stilling, Jarvis bryder sig ikke om, hvis jeg ligger ned.

”Sikke en flot og stor kat,” udbryder folk ofte, når de ser ham, og i det seneste år har han desværre lagt sig en del ud, så jeg er begyndt at rationere hans mad mere. Det er svært for mig, for han er så glad for at spise, men som min søster Fie siger, bliver jeg nødt til det: ”Det er også forældrenes ansvar, når deres børn er for tykke, og det er synd.” Og Jarvis skal gerne undgå livsstilssygdommene og holde mange år endnu, for jeg har svært ved at undvære ham. Han er dejligt uudgrundelig, en daglig kilde til stor glæde og uvurderligt livsmod og den bedste beroligende pille. Jarvis er min ven i nøden og i det hele taget.